Klinisk assistent, læge, mhp. ph.d.-ansættelse i projekt om atrieflimren, vægtkontrol og ekkokardiografi.
Vil du være med til at undersøge, hvordan vægttab kan mindske hyppigheden af atrieflimren? Har du interesse for kardiologi og oplæring i ekkokardiografi på højt niveau? Så er det i Kardiologisk sektion, Medicin 1 på Holbæk Sygehus, du kan få mulighed for at gøre dine faglige drømme til virkelighed.
Region Sjælland glæder sig til at få dig med på holdet og byde dig velkommen.
Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2027 eller snarest muligt efter aftale.
Din hverdag på afdelingen
I Holbæk bliver du en del af et tværfagligt forskningsmiljø med kolleger fra flere faggrupper. Region Sjælland søger en engageret og ambitiøs kandidat til det nationale DANWRAP-studie.
Stillingen er en 3-årig, fuldt finansieret stilling med sigte på en ph.d.-grad, med forventet start 1. januar 2027 eller snarest derefter.
Stillingen er en fælles ansættelse mellem Kardiologisk sektion, Medicin 1 på Holbæk Sygehus og Hjerteafdeling Y, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Den ph.d.-studerende vil have sin primære arbejdsplads i Holbæk, men forventes i gennemsnit at arbejde 1-2 dage ugentligt på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor vedkommende indgår i afdelingens forskningsmiljø.
Der planlægges indskrivning som ph.d.-studerende ved ph.d.-skolen, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet, med professor Michael Hecht Olsen som hovedvejleder. Projektet gennemføres i tæt samarbejde med det nationale team i DANWRAP-projektet, som inkluderer kliniske forskere og eksperter inden for livsstilsændring, vægtkontrol og behandling af atrieflimren.
Om projektet
DANWRAP-studiet, Weight loss for Reduction of Atrial Fibrillation burden and Progression (clinicaltrials.gov nr. NCT07816744), undersøger, om struktureret vægttab reducerer hyppighed og varighed af atrieflimren hos patienter med paroxystisk atrieflimren og overvægt.
Det planlagte ph.d.-projekt er et substudie til DANWRAP, designet til at afdække effekten af struktureret vægttab på hjertets struktur og funktion samt associationen af disse til hyppighed og varighed af atrieflimren for at opnå en bedre mekanistisk forståelse for betydningen af vægttab for atrieflimren.
Atrieflimren er hyppigt forekommende hos personer med overvægt og andre kardiometaboliske risikofaktorer, men de underliggende mekanismer er ikke fuldt afklarede.
Dette ph.d.-projekt har til formål at undersøge, i hvilken grad strukturelle og funktionelle forandringer i hjertet, særligt i venstre atrium, kan forklare sammenhængen mellem overvægt og atrieflimren.
Som en central del af projektet vil den ph.d.-studerende blive oplært i ekkokardiografi med særligt fokus på vurdering af venstre atriums størrelse og funktion, herunder måling af atrie volumen og atrie strain.
Ekkokardiografiske undersøgelser vil blive anvendt til at karakterisere atriel remodellering og til at undersøge, hvordan ændringer i venstre atriums struktur og funktion relaterer sig til atrieflimren-byrde og effekten af vægttab. Projektet giver således mulighed for både klinisk forskning, avanceret billeddiagnostik og opnåelse af praktiske færdigheder inden for ekkokardiografi.
Om dig
Region Sjælland søger en kandidat, der:
- Har dokumenteret erfaring med forskning, fx kandidatspeciale, forskningsstipendiat eller allerede publicerede artikler.
- Har en kandidatgrad inden for medicin og gennemført Klinisk Basisuddannelse med ret til selvstændigt virke.
- Har interesse for kardiologi og ekkokardiografi.
- Er kompetent i mundtligt og skriftligt videnskabeligt engelsk.
Dine arbejdsopgaver
- Gennemføre klinisk forskning med indhentning af data gennem klinisk arbejde.
- Formidle forskningsresultater: præsentation af data ved nationale og internationale konferencer, formidling til den brede befolkning og udarbejdelse af videnskabelige artikler.
- Bidrage til forskergruppens fælles arbejde, herunder tage del i afdelingens øvrige projekter, som en naturlig del af en klinisk forskningsafdeling.
Region Sjælland tilbyder
- God supervision af erfarne forskere, professorer og lektorer.
- Velfungerende tværfagligt samarbejde.
- Fleksibilitet.
- Mulighed for at udvikle stærke metodiske og akademiske kompetencer.
- Internationalt og nationalt forskningsnetværk.
Om forskningsmiljøet
Medicin 1 er en af de få brede intern medicinske afdelinger, som er tilbage i Danmark, og har en samlende forskningsenhed på tværs af Region Sjællands kliniske specialer. Region Sjælland gennemfører en række kliniske studier i samarbejde med nationale og internationale samarbejdspartnere.
Region Sjælland varetager intern medicinske patienter bredt samt specialepatienter i endokrinologi, kardiologi, nefrologi og lungemedicin. Region Sjælland har store medicinske ambulatorier og tre medicinske sengeafsnit med tilsammen cirka 60 senge.
Forskningsenheden tæller to professorer inden for endokrinologi og kardiologi, syv seniorforskere med samtidig klinisk funktion og tre fuldtidsansatte forskningssygeplejersker med GCP-certificering og varetager aktuelt gennemførelse af 20 kliniske studier med afprøvning af medicin samt endnu flere tværsnitsstudier, registerstudier og litteraturstudier.
I kontormiljøet i Forskningshus har Medicin 1 seks ph.d.-studerende.
Hjerteafdeling Y på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har et stort og aktivt forskningsmiljø med særligt fokus på klinisk kardiologisk forskning. Forskningsmiljøet omfatter flere professorer, postdocs, ph.d.-studerende, medicinstuderende og projektsygeplejersker, som arbejder tæt sammen om en bred vifte af kliniske forskningsprojekter, herunder større nationale og internationale kliniske studier. Som ph.d.-studerende bliver du en integreret del af dette miljø med mulighed for faglig sparring, forskningssamarbejde og deltagelse i afdelingens videnskabelige aktiviteter.
Arbejdstilrettelæggelse
Stillingen er en fuldtidsstilling med arbejdssted på både Holbæk Sygehus og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Arbejdstiden fordeles som udgangspunkt 3-4 dage i Holbæk og 1-2 dage ugentligt på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, med mulighed for fleksibel tilrettelæggelse efter projektets behov.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.
Ansættelse og indskrivning på ph.d.-skolen
Du ansættes ved Holbæk Sygehus, Region Sjælland, og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Region Hovedstaden i en cirka 80/20% stilling.
I den indledende fase udarbejder du i samarbejde med din hovedvejleder ph.d.-protokol og ansøgning om indskrivning som ph.d.-studerende ved ph.d.-skolen, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.
Selve ph.d.-forløbet regnes fra tidspunktet for indskrivning, når protokol og kvalifikationer er godkendt af ph.d.-skolen.
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til:
- Professor Michael Hecht Olsen på telefon 61304904 / miheo@regionsjaelland.dk
- Forskningsansvarlig overlæge, klinisk lektor, Morten Lindhardt på 93569195 / moli@regionsjaelland.dk
Ansøgning
Send din ansøgning i pdf-format og vedlæg:
- Motiveret ansøgning (maks. 1 side)
- CV med eventuel publikationsliste
- Eksamensbevis
- Kontaktoplysninger på 1-2 referencer
Ansøgningsfrist: 30. oktober 2026
Ansættelsessamtaler forventes afholdt onsdag den 4. november og/eller 11. november ved personligt fremmøde.
Ansættelsesområde
Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver den 1. januar 2027 til Region Østdanmark som følge af sundhedsreformen. Dit ansættelsesområde vil være Region Østdanmark med alle tilhørende organisatoriske enheder.
Startløn for overenskomstansatte
Region Sjælland er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen.
Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i den relevante overenskomst. Udover startlønnen kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
Om Holbæk Sygehus
Holbæk Sygehus er en innovativ arbejdsplads med masser af muligheder for personlig og faglig udvikling. Region Sjælland vil være førende inden for diagnostik og behandling af almene og hyppigt forekommende sygdomme, og Region Sjælland har velfungerende forskningsmiljøer på disse områder.
Region Sjælland er et ambitiøst og veldrevet sygehus med en flad ledelsesstruktur – så vejen fra idé til handling er kort. Region Sjælland glæder sig til at byde dig velkommen på holdet.