30. oktober 2025

Frivillige på Holbæk Sygehus er et kæmpe forbillede for Region Østdanmark

Forestil dig, du skal på sygehuset og er lidt sent på den. Du har ikke været der før og har svært ved at finde rundt og kommer derfor for sent til din aftale. Eller forestil dig, at du er indlagt i længere tid og savner en at snakke med, fordi dine nærmeste ikke kan være der hele tiden. Ensomheden og tristheden tager til. Her kan frivillige være en kæmpe hjælp og gave!

Frivillige på Holbæk Sygehus er et kæmpe forbillede for Region Østdanmark
Af: spidskandidat til Region Østdanmark, Peter Westermann, SF | Foto: Peter Westermann - spidskandidat for SF

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Jeg besøgte forleden Holbæk Sygehus, som har frivillige patientstøttere fra Røde Kors på udvalgte afdelinger og ved indgangen. Jeg mødte Emma på 19 år, der som frivillig på endokrinologisk afdeling fungerer som “den gode nabo” med nærvær og støtte. Emma går i gymnasiet og drømmer om at komme ind på medicinstudiet. Som frivillig på en afdeling får hun indsigt i, hvad det vil sige at arbejde på et hospital, samtidig med at hun optjener point til at søge optagelse på kvote 2. Det er win win. Jeg mødte også Hans ved hospitalets indgang, som hjælper med at vise vej til afdelingerne, og Bodil og Verner, som er frivillige teamledere på akutafdelingen. De er alle tre lidt oppe i årerne, men for dem, er det meningsfuldt at gøre en forskel for andre og blive en del af et fællesskab med andre frivillige. Det er win win.
Hvordan skaber man rammerne for et godt samarbejde?
Et sådan fornemt samarbejde mellem hospital og frivillige forudsætter naturligvis systematik og professionalisme. På Holbæk Sygehus har man ansatte frivillighedskoordinatorer, der fungerer som bindeled mellem civilsamfundsorganisationerne, patientforeningerne og hospitalerne. De hjælper med at få øje på, hvilke behov afdelingerne har, som de frivillige kan løse og skaber kontakten. Fx har Hjerteforeningen også patientstøtter på hjerteafdelingen, Nyreforeningen holder ‘Nyreskole’ for dialysepatienter og pårørende, og Ældre Sagen driver en vågetjeneste. Og et nyt samarbejde med Social Sundhed om følgeskab til og fra hospitalet er på vej. På alle hospitalerne i Region Sjælland har man ansat frivillighedskoordinatorer plus en centralt placeret konsulent i regionen. Denne model har kørt i mange år og har været et foregangseksempel for os i Region Hovedstaden, da vi ikke har haft den samme systematik med at skabe samarbejde mellem frivillige og hospitalets ansatte. For nylig besluttede vi endelig at afsætte ressourcer til frivillighedskoordinatorer, hvilket jeg stillede forslag om allerede for halvandet år siden, og det er jeg sikker på bliver en succes, hvis vi læner os op af erfaringerne fra Holbæk Sygehus.
Hvordan styrker vi samarbejdet mellem sektorerne i Region Østdanmark?
Min ambition for den kommende Region Østdanmark er at styrke samarbejdet på tværs af sektorerne endnu mere. For frivilligt arbejde spiller en central rolle i vores velfærdssamfund. Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd – VIVE - har undersøgt danskernes deltagelse i frivilliget arbejde. Undersøgelsen viser, at der for første gang i 20 år er sket en stigning i andelen af den danske befolkning, der er frivillige, fra 36 % i 2020 til 40 % 2024. Den udvikling vil jeg gerne arbejde for fortsætter i Region Østdanmark på hospitalerne, men jeg tror det kræver en strategi. I Region Hovedstaden har vi vedtaget en civilsamfundsvision, men med sammenlægningen med Region Sjælland er det oplagt, at vi laver en version 2.0. – en regulær strategi, hvor vi finder en fælles retning for, hvordan vi får rekrutteret frivillige, til hvilke opgaver og hvordan det skal foregå på tværs af de nye sundhedsråd sammen med kommunerne, civilsamfundsorganisationer og patientforeninger. På den måde kan vi sikre, at alle patienter og pårørende i den nye store region kan blive hjulpet lige så godt, som de bliver af Emma, Hans, Bodil og Verner på Holbæk Sygehus, når de får en sludder om stort og småt, hælder kaffen op i kruset, eller henter en sygeplejerske til de sengeliggende. For som bekendt - “mange bække små gør en stor å”, men selv de mindste greb kan have en stor betydning for os alle.

Galleri

Event Information