Vibeke Lis Haagensen Jakobsen er en institution i føtex Holbæk. Hun er lige så vigtig en del af selvbetjeningsområdet, som kasserne i sig selv, og derfor oplever kunder og kolleger også ofte, at der er kø til ‘scan selv’, og årsagen er helt simpel: Kunderne vælger med glæde at stå i kø, så de kan få sig den daglige sludder med 63-årige Vibeke Lis Haagensen Jakobsen, som med store smil, hjælpsomhed og energi, der kan mærkes bagest i varehuset, giver kunderne gode indkøbsoplevelser.
Vibeke Lis Haagensen Jakobsen er så vigtig for kunderne, at de ved, at hun er på arbejde mandag, tirsdag, torsdag og fredag klokken 9.35-13.35, og når hun har ferie, tæller de dage, til hun er retur.
Jeg er jo bare mig – jeg elsker kontakten med kunderne og føler, at ‘scan selv’ er min lille butik. Jeg kender flere af de faste kunders navne og er hende, der altid er klar på en sludder. Det betyder også, at rigtig mange af dem deler både glæder og sorger med mig, og det er meget rørende, fortæller Holbæks søde kasseassistent.
At hun bidrager til en helt særlig energi og glæde, blev også bemærket af influencer, Anders Hemmingsen, da hun på hans profil var nomineret til ‘Årets Hverdagshelt’, efter kollegerne havde indstillet hende.
Koma i 42 dage
Vibeke Lis Haagensen Jakobsen er ansat i fleksjob, men hun begyndte sin karriere i føtex Holbæk som virksomhedspraktikant i 2013. Efterfølgende blev hun meget syg og lå i koma i 52 døgn. At hun overhovedet vågnede igen, var et mirakel. Sygdomsforløbet gjorde, at hun fortsatte i fleksjob, da hun lider af både svimmel- og træthed.
Den voldsomme oplevelse gør, at jeg ikke bruger så meget af min tid på at bekymre mig. Jeg er glad for mit liv, kunderne og mit arbejde, og det smitter nok af på mine omgivelser, siger hun.
Det kan varehuschef, Bo Lauritzen bekræfte.
Det er uvant, at kunderne står i kø til selvbetjening, men det gør de hos os. De er draget af Vibekes gode og smittende humør. Hun har et positivt, nærværende sind og fantastisk energi. Vi oplever, at både nuværende, tidligere og unge kolleger opsøger hende, fordi de har lyst til at tale med hende og spørge om gode råd. Det er en stor glæde at have så vellidt en medarbejder. Og vi kan aldrig mærke på hende, hvis hun har en dårlig dag, fortæller varehuschefen.
Humoren i baglommen
Et af Vibeke Lis Haagensen Jakobsens vigtige greb er humoren og et lyttende øre.
Man kommer langt med en god portion humor, som jeg altid har med mig i baglommen. Det smitter også af på de unge, som jeg er lidt en mormor for. Kunderne og kollegerne er årsagen til, at jeg er, som jeg er. Det er en stor glæde for mig, at jeg gør en forskel for indkøbsoplevelsen, siger hun og fortsætter:
Jo flere mennesker i varehuset, jo sjovere har jeg det. Jeg elsker, når adrenalinen kører, og jeg nyder summen af kunder og samtaler. Især op til jul er det helt fantastisk. Selv om vi har helt vildt travlt, har jeg løst opgaven, når jeg får kunderne ud af selvbetjeningen med et smil på læben.
De mange og små hyggelige samtaler med kunderne har skabt et særligt tillidsbånd mellem dem og Vibeke Lis Haagensen Jakobsen. Hun har blandt andet fulgt adskillige gravide maver og sågar veer, og når babyer er kommet til verden, har hun modtaget billeder fra de nybagte fædre. Indimellem har hun holdt øje med baby i liften eller barnevognen, hvis moren har glemt at putte en vare i indkøbsvognen og må en tur ned i varehuset igen.
Flere af børnene har jeg fulgt, fra de har ligget i mors mave, til de første små smil og vink, til i dag hvor flere af dem kommer hen og veksler et par ord med mig. Det er helt fantastisk.
Det tillidsfulde bånd til kunderne betyder også, at ikke alle oplevelser har været lige muntre, men de har alligevel sat sig tydelige spor hos Vibeke Lis Haagensen Jakobsen.
På et tidspunkt havde hun en loyal ældre herre som kunde i selvbetjeningen. Han havde mistet sin kone, og denne sorg delte han med Vibeke Lis Haagensen Jakobsen.
Da han blev syg og indlagt på hospitalet, udskrev han sig selv for at sige farvel til mig, inden han lukkede sine øjne. Det var meget, meget rørende. Jeg er glad for, at jeg kan hjælpe kunderne og lytte til dem – jeg er tidligere hjemmehjælper, så jeg har et naturligt hjælper-gen, og det glæder mig, at jeg kan drage omsorg for andre, fortæller Vibeke Lis Haagensen Jakobsen, som er gift, bor tæt på føtex Holbæk og er både mormor og farmor.
Hun er så begejstret for sit job, og de små samtaler med kunderne, at hun ikke har planer om at indstille karrieren.
Jeg bliver stående, så længe jeg kan og har muligheden. Jeg nyder det, og hver dag er en glæde, siger hun.
