Børneloppen i Holbæk er netop gået i luften med en app, der skal gøre handel med genbrug let som en leg. Blandt andet kan du tjekke hjemmefra, hvad der er til salg i butikken.
Det skal være endnu nemmere at både købe og sælge genbrug i Holbæk, hvor Børneloppen er gået i luften med en ny app, som genbrugsglade holbækkere har ønsket sig længe.
Vi har både sælgere og købere i butikken, og det er nok især sælgerne, der har håbet på en app, så de løbende kan følge salget fra telefonen. Køberne har med appen fået nemmere ved at se butikkens udvalg, og man kan for eksempel tjekke hjemmefra, om vi har lige den flyverdragt eller det dukkehus, man er på jagt efter, siger Martin Drud, der er indehaver af Børneloppen i Holbæk.
Allerede første døgn efter lanceringen røg den ind som den næstmest downloadede gratisapp og blev hentet 7000 gange på landsplan.
Hooked på genbrugssalg
Ønskerne om en app-løsning handler dog ikke om at rykke handlen over på telefonen, for Børneloppen i Holbæk er først og fremmest en fysisk forretning for både købere og sælgere.
Vi er en fysisk forretning her i Børneloppen, så man kommer ikke til at kunne shoppe gennem appen. Noget af det, vi håber på, at appen kan hjælpe til, er også at motivere vores købere til at prøve at sælge. Rigtig mange af vores sælgere bliver enormt bidt af at sælge, og det bliver nok kun intensiveret af appen, fordi man så let kan følge med hele tiden, siger Martin Drud.
Arrangementer og point
Børneloppen i Holbæk holder jævnligt arrangementer for kunder og andre interesserede i form af eksempelvis førstehjælpskurser, Late Night Shopping eller børnefotografering, som tidligere primært kunne findes på sociale medier, men som man nu også kan følge med i over appen – det giver et tættere forhold mellem kunde og butik, forklarer indehaveren:
Vi gør meget for ikke bare at være en butik, men et sted for småbørnsfamilierne i Holbækområdet. Vi tilbyder lokale arrangementer og nu med vores app også en kundeklub, hvor man kan optjene point og følge med i de nyeste tiltag og aktiviteter på programmet, siger Martin Drud.
Børneloppen er en landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk
Kunderne hos Børneloppen har løbende været med til at komme med inputs og ønsker til den nye app. Pressefotos: Børneloppen.
