07. september 2026

|

Pressemeddelelse

Erhvervslivet sender Holbæk frem i feltet

Flere virksomheder er tilfredse med Holbæk Kommune, men der er fortsat udfordringer med folkeskoler og byggetilladelser. Det viser ny måling af kommunernes erhvervsvenlighed fra Dansk Industri.

Erhvervslivet sender Holbæk frem i feltet
Af: DI Vestsjælland | Foto: CANVA

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

De lokale virksomheder i Holbæk giver kommunen et klap på skulderen for deres indsats med at sikre, at flere unge tager en erhvervsuddannelse, og for samarbejdet med kommunen om at få besat ledige stillinger. Samtidig er antallet af unge, der vælger en erhvervsuddannelse steget fra 19 til 24 procent. 

Det går også bedre med den generelle tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed og virksomhedernes dialog med politikere og embedsmænd. Det giver Holbæk pluspoint i Dansk Industris årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed. Her rykker kommunen fra plads nummer 70 til plads nummer 64 ud af 91 kommuner. 

“Tillykke til Holbæk og tak for indsatsen. I DI Vestsjælland håber vi, at kommunen vil fortsætte det gode arbejde, så tilfredsheden fortsætter med at stige. Særligt folkeskolerne er et af de områder, hvor der i Holbæk er behov for en særlig indsats”, siger bestyrelsesleder for DI Vestsjælland Heidi Rosendal Larsen. 

Næsten hver fjerde elev i folkeskolen i Holbæk har over 10 procents fravær. Elevernes karakterer ved folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse ligger under det niveau, man kan forvente, og hver fjerde undervisningstime varetages ikke af en lærer, der er uddannet til at undervise i det pågældende fag. Det bekymrer DI Vestsjælland. 

En styrkelse af fagligheden i folkeskolen vil forbedre resultatet på sigt.

“Hvis vi skal have virksomheder i verdensklasse, kræver det også medarbejdere i verdensklasse. Her har folkeskolen en afgørende rolle. Det er ikke godt for fagligheden, at fraværet er højt, og at eleverne ikke undervises af lærere, der er uddannet i det pågældende fag. Det bliver vi nødt til at gøre bedre”, siger bestyrelsesleder Heidi Rosendal Larsen, DI Vestsjælland, og tilføjer: 

“Tænk hvis virksomhederne i hver fjerde af de funktioner, som kræver en faglært uddannelse, havde ansat en ufaglært. Det vil kunne ses på kvaliteten af det, vi producerer. Det samme gør sig også gældende i folkeskolen. Holbæk skal dog have ros for at prioritere at styrke fagligheden ved at have to voksne i undervisningen i dansk, engelsk og matematik i indskolingen. “

Ventetiden på at få sagsbehandlet en byggetilladelse er steget fra i gennemsnit 50 dage til 63 dage, og samtidig er tilfredsheden lav.  

“Kommunen er i gang med tiltag netop her, og jeg håber, at det snart kan mærkes hos de virksomheder og borgere, som har brug for en byggetilladelse, for der er brug for forbedringer. Slagelse har høj tilfredshed og kort ventetid, så der er inspiration at hente tæt på”, siger Heidi Rosendal Larsen, DI Vestsjælland.  

Nøgleord
Erhverv
Event Information