Claus Pedersen har for nylig overtaget tøjlerne som butikschef for Dagrofa Foodservice i Holbæk, der er fødevareleverandør til områdets mange restauranter, caféer, pizzarier og forsamlingshuse. Han kommer med en solid erhvervserfaring i bagagen fra både detailhandel og engrosbranchen, og så kender Claus Pedersen Vestsjælland godt, da han er bosat i Snertinge og har sommerhus i Odsherred.
Dagrofa Foodservice i Holbæk har for nylig fået ny butikschef i form af Claus Pedersen, der tidligere bl.a. har været butikschef i Coop 365, selvstændig med en merchandisevirksomhed og driftschef i en Silvan butik.
I sit nye job har han ansvar for at sikre, at Holbæk-områdets mange erhvervsdrivende inden for fødevarebranchen får en god oplevelse, når de besøger Dagrofa Foodservice-butikken, der har et stort sortiment af bl.a. kød, frugt & grønt, frost- og kølevarer, cateringvarer, øl og vand samt nonfood.
Claus Pedersen fortæller:
Jeg er virkelig glad for at være startet som butikschef i Holbæk, og jeg glæder mig til at møde endnu flere af både vores nuværende og potentielle kunder, som står bag områdets mange spisesteder. Vi er i Holbæk-butikken et team af nogle utroligt dygtige og flittige medarbejdere, der brænder for at etablere nogle stærke relationer til kunderne, hvor et højt serviceniveau og kvalificeret faglig sparring er nøgleordene.
Dennis Østergaard Andersen, salgschef butik Sjælland i Dagrofa Foodservice, er overbevist om, at Claus Pedersen passer rigtig godt ind i rollen som butikschef i Holbæk:
Claus er rigtig god til at skabe langvarige og tætte kunderelationer, og jeg er helt sikker på, at han vil bidrage til at gøre Dagrofa Foodservice endnu mere tydelig i lokalområdet. Samtidig kommer Claus til at arbejde tæt sammen med vores butikschef i Roskilde, og det er en klar fordel, da mange af vores kunder driver forretning i begge byer.
Claus Pedersen er bosat i Snertinge, har sommerhus i Odsherred og er af mange bedst kendt under sit mellemnavn ’Buch’.
Han afløser Niels Birch, der efter imponerende 32 år i Dagrofa Foodservice er gået på velfortjent pension.
Alle erhvervsdrivende/selvstændige med et CVR-nummer kan handle hos Dagrofa Foodservice i Holbæk.
Fakta om Dagrofa Foodservice:
- Dagrofa Foodservice er en ledende totalleverandør til foodservicesektoren i Danmark og en del af Dagrofa-koncernen.
- Vi er markedsleder inden for kantiner og hoteller, og vi leverer til mange forskellige kundesegmenter – fra den lokale café til Michelin-restauranter.
- Vi har 30 Cash&Carry-butikker over hele landet og specialistselskaberne Grambogård, HKI Ost og Grøn Fokus.
- Cash&Carry-butikken i Holbæk har adresse på Rørvangsvej 10, 4300 Holbæk
- Læs mere på dgfs.dk
