Vi har fundet sammen, fordi vi deler et politisk værdifællesskab og en ambition om at gøre Holbæk Kommune mere fri, mere lyttende og langt mere velfungerende – både for borgere, skoler, plejehjem og erhvervsliv, udtaler Jacob van Dijk, spidskandidat for Liberal Alliance.Samarbejdet trækker en naturlig tråd fra Christiansborg, hvor partierne i stigende grad arbejder tættere sammen – nu følges linjen op lokalt i Holbæk. Det nye valgforbund lancerer samtidig fem fælles pejlemærker, som skal danne grundlag for det kommende samarbejde i kommunalbestyrelsen:
- Frisættelse af skoler og plejehjem Væk med unødvendigt bureaukrati og tillid til fagligheden i frontlinjen – samt flytning af væsentlige beslutningskompetencer til den enkelte skole og det enkelte plejehjem.
- Reel borgerinddragelse Væk med skueprocesser, ind med gennemsigtighed og ægte medindflydelse. Også når borgernes holdninger ikke flugter med de politiske ambitioner.
- Handel, trængsel og tryghed i et samlet løft Vi vil igangsætte et visionært projekt, der integrerer stationen i bylivet, styrker handlen, skaber tryghed og løser byens massive trængsels- og parkeringsudfordringer.
- Styrket lokalområdefokus Direkte, struktureret politisk engagement og hånden-på-kogepladen: Synlige lokalpolitikere skal tage ansvar og levere resultater, der mærkes lokalt.
- Sjællands mest erhvervsvenlige kommune Centralt placeret mellem Sjællands vækstcentre vil vi arbejde målrettet på at gøre Holbæk til den mest attraktive kommune at drive virksomhed i – med en kommunal administration, der møder erhvervslivet med løsningsfokus og vilje til at lykkes.
Holbæk fortjener en ny kurs – væk fra detailstyring og mod mere frihed, flere muligheder og ansvar tættere på borgerne. Det her valgforbund er første skridt, siger Jacob van Dijk.
