27. september 2023

1-års-fødselsdag fejres med kaffe, kage og rød sodavand

Lørdag 30. september inviterer Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Holbæk MegaCenter til 1-års fødselsdag med gratis kaffe, kage og rød sodavand. Derudover vil der være 50 procent på alt isenkram og udvalgte varer.

1-års-fødselsdag fejres med kaffe, kage og rød sodavand

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
PRESSEMEDDELELSE FRA KRÆFTENS BEKÆMPELSE
Lørdag 30. september inviterer Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Holbæk MegaCenter til 1-års fødselsdag med gratis kaffe, kage og rød sodavand. Derudover vil der være 50 procent på alt isenkram og udvalgte varer.

For godt og vel et års tid siden overtog Kræftens Bekæmpelse et 700 m2 stort butikslokale i Holbæk MegaCenter. Et lokale, der snart efter blev forvandlet til en stor og indbydende genbrugsbutik med et bredt sortiment af kvalitetsgenbrug.

Stor lokal opbakning

Nu fylder butikken så 1 år, og hvad er mere nærliggende end at spørge butikkens distriktschef, Lars Jessen, hvordan det første år er gået?

Butikken er kommet rigtig godt fra start. Vi holder vores salgsmål og mere til. Og det gør vi jo fordi vi er så privilegeret at modtage masser af godt genbrug og samtidig oplever en stor lyst til at købe genbrug. Så der skal lyde en kæmpe tak til Holbæk-borgerne, svarer Lars og tilføjer:

 

Og en særlig tak skal lyde til alle butikkens frivillige. Det er deres fortjeneste, at vi har en så velfungerende butik. De gør det FANTASTISK!

Et godt sammenhold og ros til chefen

En af butikkens frivillige er 73-årige Lillian. Hun fortæller, at hun har mistet rigtig mange familiemedlemmer til kræft, og derfor giver det rigtig god mening for hende at støtte op om arbejdet i butikken.

Det er bare sådan en stor og flot butik, og jeg er rigtig glad for at være frivillig her. Vi har det bare så godt sammen alle sammen, fortæller Lillian og fortsætter:

Og så har vi altså en god chef. Han gør så meget ud af at rose os, og det er aldrig påtaget, men kommer fra hjertet.
At der er en god og rar atmosfære i butikken, kan 74-årige Ellen Andersen også skrive under på.

 

Vi er så glade for det. Der er et godt sammenhold, og man glæder sig altid til at komme på arbejde. Og så har vi en rigtig god chef, som forstår at sætte pris på os og som giver os lov til at bestemme meget selv. Det betyder meget, fortæller Ellen, som sidste år meldte sig som frivillig sammen med sin mand, der også er frivillig i butikken.

En megahyggelig butik

Den gode stemning i butikken er heller ikke gået ubemærket hen blandt en af butikkens stamkunder.

Jeg synes butikken er megahyggelig. Der er dejligt lyst, højt til loftet og venligt personale. Og der er stort set altid noget, som man lige står og mangler. Det kan være alt fra en god bog, til nogle megafede jeans, lyder det fra 20-årige Zille-Marie Lund Christensen, som tit svinger forbi butikken.

Sammen med både frivillige og kunder kan Lars nu se frem til at fejre butikkens 1-års-fødselsdag.

Praktisk information om 1-års-fødselsdagen

Fødselsdagen fejres lørdag 30. september kl. 10-14 på Stenhusvej 68., hvor der vil være kage, rød sodavand og kaffe.
Der vil være rig lejlighed til at finde gode genbrugsfund, da der er 50 procent på udvalgte varer og al isenkram. Alle er velkomne.

Ønsker du at blive frivillig?

Kontakt Lars Jessen på tlf.: 28120700 eller skriv til larsj@cancer.dk

Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug:

Kræftens Bekæmpelse Genbrug har eksisteret siden 1991 og findes i dag i 16 forskellige byer. Al overskuddet fra butikkerne går til Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse. Kræftens Bekæmpelse Genbrug drives af knap 1000 frivillige landet over.

Event Information